Smørkassen

Tromsø Amts Lægeforening ble involvert for å komme med en anbefaling i 1909 i en sak hvor en pasient, som etter en varice operasjon ved Tromsø Amts sykehus i februar 1905, fikk en postoperativ erysipelas med dertil hørende komplikasjoner. Dette resulterte i svært forlenget sykehusopphold og varig uførhet, der pasienten selv kom i et økonomisk uføre og måtte pantsette sin eiendom for å kunne betale for behandlingen og oppholdet på sykehuset, da dette var blitt forlenget fra de vanlige 2-3 uker etter operasjonen, til et 8 måneders opphold.

Sykehusets skyld
Pasienten mener sykehuset var medskyldig i at hun fikk infeksjonen i beinet etter operasjonen, og tar derfor kontakt med sykehuset for å få ettergitt noe av sykehusregningen. Hun blir i første omgang avvist av kirurgen* som utførte operasjonen som mente at sykehuset ikke hadde skyld i problemene som oppstod etter inngrepet.
*Overlege Kristian Egilsrud som sammen med den ikke ukjente kirurgen Fredrik Ramm (overlege 1894 – 1898) startet opp det kirurgiske tilbudet ved Tromsø Amtsykehus. Overlege Egilsrud var tilsatt fra 1896 til han emigrerte til USA i 1915.
Pasienten tar deretter kontakt med reservelegen (Wilhelm Wessel Holst) som behandlet henne for den postoperative erysipelasen og som er enig med henne om at hele eller deler av utgiftene for sykehusoppholdet skal ettergis. Reservelegen - som da ikke lenger arbeider ved sykehuset - tilskriver Tromsø Amts Lægeforening for uttalelse i saken, samtidig som amtsmanden i Tromsø Amt behandler saken.

Amtsutvalget tar saken
Saken blir behandlet i Legeforeningens Amtsutvalg (styre) gjennom brevutveksling mellom styremedlemmene, hvor også Lægeforeningsen sentralstyre i Christiania blir involvert. De fleste av styremedlemmene mener at dette ikke er noen sak for foreningen, og et av styremedlemmene (John Lundh, Bardu) uttaler i sitt tilsvar til formannen:

« - og den ting, at det gik infection i operationssaaret hos pasienten, hvilken infection foraarsaget det lange sygeleie og patientens invaliditet, er retnok meget at beklage, men jig kan ikke indse, at den ting alene kan gi beredtiget krav paa erstatning. Grov skjødesløshed eller paatagelige feil maa kunde paaklages. Skulde infection i et operationssaar berettige til erstatning vilde det faa konsekvenser, det efter min mening vilde gjøre en læges eller et sygehus stilling umulig»

Anbefalingen fra Amtsutvalget (Troms legeforenings styre) er i samsvar med Legeforeningens sentralstyre hvor en ikke kan gi en juridisk vurdering, men at amtsykehuset av billighetshensyn ettergir pasientens krevde forpleiningsutgifter.

Den skriftlige redegjørelsen fra de to involverte leger, overlege Egilsrud og reservelege W. Holsts redegjørelse til Amtmanden, avstedkom en bitter personstrid de to imellom på grunn av anklager og ansvarsfraskrivelser. To av brevene i saken gjengis her for de historieinteresserte, her:

Brev #1 Brev fra overlege Egilsrud til amtsmanden (Fylkesmannen)
Gjenpart av skrivelse til Amtmanden i Tromsø Amt fra overlægen ved Tromsø amts sykehus datert 15 november 1909.

I det jig ærbødigst tillater meg at tilbagesende hr stiftamtmandens skrivelse angaaende Henriette Knudsen Strengelvaag, skal jig faa lov til at meddele, hvad jig ved gjennemgaaelsen af hendes journal og indhentede oplysninger fra hendes pleiersker kand fremføre.
Patienten blir indlagt paa Tromsø sygehus 24/02 1905 efter at have været syk i sit ben fra juni 1904. Fra novbr. 1904 blev hun stadig sengeliggende. Den oprindelige aarsag til sykdommen var et gnavsaar paa hælen – deraf kom aarebetendelsen (Phlebiten) med aareknuder.

Her blev under vanlig aseptisk Cauteler underbundet en hovedvene og extirperet andre fortykkede. Hun fik en infectiøs (erysipelatøs) betendelse, som fremkaldte den langvarige sykdomsprocess, som hun har skildret. Aabningen av de derved dannede mindre abcesser (bylder) var reservelæge Holsts arbeide og burde kunde være gjort henimod smerteløst ved lokalbedøvelse. Paa sykehuset fandtes ikke ikke Erysipelas (Rosen) under hendes ophold desuten – altsaa ikke smittet.

En saadan Infection i saar kan forekomme og forekommer overalt. Naar dertil kommer, at patienten indkommer med en sygdom af den art, at der er grund til at tro, at hun selv medførte infectionsstoffet, og der fra sykehusets side blev gjort alt muligt for hende, saa er jig af den mening, at der saavel juridisk som moralsk ikke kan være forpligtelse for nogen erstatning fra sykehusets side.

Brev # 2: brev fra dr Wilhelm Wessel Holst til amtsutvalget (styret i Troms legeforening.)
Dr. Wilh. Holst, Tromsø

Til amtsutvalget for Tromsø amt

Jig har den 1/6 – 1910 faaet mig tilbakesendt aktene ang. Henriette Knudsen Strengelvaag med hrr formandens paategning av31/5 – 1910 hvori spørges om jig ønsker utvalgets videre behandling av saken.

Jig skal dertil svare, som jig ogsaa tidligere har yttret, at efter den holdning, hrr. Egilsrud har indtat overfor patienten med amtets holdning tilfølge – er det for denne ellers ingen anden vei at gaa end rettens vei. Selv om jig med hrr collega Lundh kunde være enig i, at den rette fremgangsmaate fra patientens side vilde være at saksøke amtet, vil jig dog spørge, om det ikke maa fremstille sig som amtsutvalgets simple plikt at gjøre alt for at forhindre dette. Man minde, at her vil collega komme til at staa mot collega og følgene vil være rent uberegnelige i alle sine consequenser.

Inden jig gaar over til at gi den av mig forlangte utredning skal jig fremkomme med nogle bemerkninger i anledning fremkomne uttalelser i vedlagte skrivelser fra amtsutvalget. Saafremt det skulde vise sig paakrevet at indkludere nogen oplysning eller uttalelse fra patienten, skal jig gjerne staa til tjeneste dermed, ifald amtsutvalget selv ikke ønsker at gjøre dette. Til hrr collega Moes skrivelse av 19/5 maa det være mig tillatt at bemærke, at der forsøkes en besvarelse eller dom i saken, førend opplysninger er indhentet. At denne derved blir uten verd for saken, vil nok komme til at vise sig, og vil da hrr collega Moe sikkert indse. - Med hensyn til de i min skrivelse av 11/5 oppstillede spørsmaal er dette kun ment som en samling av momenter, der kan tenkes at trenge undersøkelse, uten at ville gjøre forandring paa nogen rekkefølge som led i undersøkelsen. Det spørsmaal som her stiller sig til besvarelsen er jo dette. (ref indholdt af patientens skrivelse): Har patienten betalt mere end man burde latt hende betale? Inden besvarelsen fremstille sig det spørsmaal: Er det kun et rent tilfeldigt uheld, at ikke skyldes grov skjødesløshet eller paatagelige feil, eller har nogensomhelst ubetryggende forhold ved sykehuset været aarsak eller medvirkende aarsak til patientens skjæbne? Med besvarelsen herav maa jo saken være avgjort fra juridisk synspunkt (det maa vel være greiest først og fremst at prøve saken og besvare den fra dette synspunkt). - Jeg fremsætter nu den paastand at det – efter al overveiende sannsynlighet at denne var en ubetryggende tilstand paa sykehuset, som var aarsak i patientens sørgelige skjæbne. Hendes erysiplas, der, efter hvad jig minder, opstaadde paa sykehuset*.

*Jig henleder opmerksomheten paa det utillatelige i denne slutning, som gjøres i enden av 3die passus av hrr Egilsruds skrivelse til amtet, som enhver læge vil forstaa. Det er vel heller ingen tilfældighet, at slutningen «altsaa ikke smittet» i gjenparten ikke er understreket.

At dette tilfældet hang sammen dermed, ansaa jig for saa givet, at jig, om jig hadde vært sykehusets overlæge, -efter at ha faat patientens betalingsforhold paa det rene – hadde gaat til hrr stiftsamtmanden og sagt som saa: Det gaar ikke an, at sykehuset skal tjene ind en formue paa (en formue fra patientens standpunkt), at hun under disse omstendigheter har faaet erysipelas.

Riktignok er der gjort snart sagt, hvad gjøreskan for at bli kvit den, vi har desinfiseret og vi har vasket rundt baade operasjonsstuer og sykeværelser gang paa gang, men atter og atter er den kommet tilbake, imidlertid tilsier al mennesklig retferdighetsfølelse, at patienten ikke under disse utsuges av sykehuset; dette har neppe over 60 øres daglig utgift paa patienten til bespising vask og forbinding, men tar dog kr 2,60 pr. dag av hende. De vilde intet urimelig vært, at patienten hadde faaet de sidste 7 maaneders sykeophold gratis, men under alle omstendigheter: Vi maa ingen fortjeneste ha av, at patienten har faaet denne erysipelas.

Hrr overlæge Egilsund lar hende fare og lar hende ribbes – med god samvittighet som det jo fremgaar av hans skrivelse til stiftamtmanden, og, hvis det er sant, hvad patienten paa forespørsel har oplyst, indbilder han hende ved avskjeden, at hun har (hat) tuberculose i knæet, som derfor er blit stivt. Jig har nemlig hende en forespørsel, om hvordan hun var kommet i denne tro, hun har ikke oplyst mig det spontant. - Man vil maaskje spørge hvorfor da ikke jig som reservelæge i tide optraadte for hende. Jeg skal svare herpaa om det forlanges av mig. Tillike vil man kunne bebreide mig, at jeg ikke har opført de paa sykehuset opstaaende erysipelastilfælde paa listene. Ogsaa herpaa vil jig paa opfordring svare. - Det vil nu bli amtsutvalgets sak at undersøke berettigelsen av min paastand og dermed vil vel patientiens sak staa eller falde, der er neppe nogen tvil om at hrr stiftsamtmanden vil komme til at optræ fuldt i overenstemmelse med resultatet af amtsutvalgets avgjørelse. - Efter min opfatning er det ikke tilfredstillende efter nutidens fordringer til chirurgisk stil, at patient efter patient skal risikere at faa erysipelas ved at komme ind paa et sykehus, selv om man gang paa gang har gjort hvad man kan for at bli kvit den. Naar det viser seg ikka at være nok at vise alm. forsiktighet og at desinficere efter hvert opstaaet tilfelde, faar man indrette sig efter den moderne chirurgisk forordning, naar man vil drive moderne chirurgie, og imidlertid fremfor alt ikke utsuge de patienter, som blir offre for ulykkene.

I forbindelse herved skal jig komme tilbake til collega Moes skrivelse. Ja pat. var behandlet for vedk. fattigordens regning, men som ogsaa oplyst i min skrivelse til hrr stiftsamtmanden maatte hendes mand pantsette sin gaard for at betale hvert øre tilbake til kommunen, der er en av landets fattigste (jeg kan erindre at de ett aar var 22% kommuneskat). Med hensyn til at sykehuset jo har sine faste priser og at de derfor ikke kunde være tale om pardon i pengeveien for nogen pat. der ved et uheld fra sykehuset eller deres funktioners side blir f.ex.tilført et alvorligt knekk paa sin helbred resp. økonomi, saa vil jig spørre: Skulde man ikke i et saadant tilfælde netop vente at pat.s læge vilde støtte et andragende fra en saadan patient om en meget naadigere behandling, specielt hvor pat. ellers maa betale 1 krone mer pr. dag end patientene inden amtet. Man kan dog vel resonnere menneskeligt ogsaa, naar man som læge maa staa som mer eller mindre offentlig funktionær, der er endnu den som kan avslaa et slikt andragende, efterat det har passet lægen.

Sluttligen skal jig behandle spørsmaalet hvorvidt der er fra lægebehandlingens side er gjort hvad gjøres kunde for patienten. Jig indestaar for at saa har vært tilfeldet. Samtidig skal jig dog overfor mine herrer colleger stille 3die passus i hrr Egilsruds skrivelse- delvis sammenholdt med 4de do- i sin rette belysning: Siden operationen for aareknuter har hrr Egilsrud mig bekjent ikke lagt 2 pinder i kors for patienten. Strax hun hadde faat erysipelas blev hun flyttet op i barakken og hendes skjæbne laa nu helt i mine hænder. Der utviklede sig en svær erysypelatøs flegmonøs betendelse, der infiltrerede bindevævet paa læggen og laaret og truede med at gaa videre. Jig minder at patienten laa med høy feber trods indgrep efter indgrep, og at jig frygtede for at det ikke skulde lykkes mig at bli herre over situationen. Begrensede mindre abcesser (bylder) var her ikke tale om, og det vilde jo være rent ubegripeligt, at saadanne – som da jig skulde være sat til at aabne- skulde kostet hende dette overmaade lange sengeleie med efterfølgende invaliditet. Jig minder at jig nogle gange formaadde hrr Egilsrud til at følge med op til hende for at vise ham hendes status precens, har han mig bekjendt ikke været der, og behandlingen minder mig at han nogen gang har vært tilstede ved disse mange maaneder. Hadde han eg gang imellem villet se mig behandle patienten, saa kunde han vært istand til at fælde en mere begrundet dom, om den fra sykehusets side var gjort alt for hende, og om jig unødig hadde pint hende. Han har imidlertid uten undtagelse foretrukket sin middagsro. Han forsikrer dog amtmanden freidig om at der fra sykehusets side (der jo specielt preciseres av overlegen) er gjort alt for hende, hvad han altsaa – efter det her oplyste – maa forutsættes ikke at kjede saa rent nøie til, muligens har han vel vovet denne uttalelse paa grund av sin ubetingede tillid til mig, som han dog samtidig gjerne under et litet spark?

Jig vil spørre mine colleger om de gjerne bruker Sohludes localanestesie i den slags ondartet infisert væv? Og her maatte man forholdsvis dybt med drenage og kontradrenage i alle retninger (anden localanestesie end den Schleidske infiltrationanestesie var der ikke tale om, saalenge jig var paa Tromsø amtsykehus). Uavladelig at chloroforme pathentia forbød sig ogsaa selv.

Jeg tenker mine colleger nu saa nogenlunde vil ha det rette indtryk av hrr Egilsruds overfor mig overlegne skrivelse til amtet. Hrr E. maa ha regnet paa at jig nu – som før – ikke vilde komme til at avdekke ham overfor hans overordnede og han har regnet ret* *Skjønt at jig vet nok til at han selv ikke vilde latt nogen leilighet unyttet til at komme mig til livs For collegers domstol burde han forresten for længe siden vært stillet – ialfald med en liten del av det utrolige synderegister han har paa sin samvittighet.- Min hensigt med en mindelig conferance med hrr stiftamtmanden har været at forsøke at faa saken løst lettest muligt og undgaa naaværende vidløftige affære. Jeg vilde da ha omtalt de av mig paapekte ubetryggende forhold som herskede paa sykehuset, idet jig antok at hrr stiftsmanden i dette bedrøvelige tilfelde vilde vise nogen imøtekommenhet, saasnart han fik vite, at der endog blot kunde være tale om, at patientens skjæbne kunde skyldes en saadan aarsak, som den av mig antakne.

Tromsø 4 juni 1910
Ærbødigst
Wilh. Holst

Av Erik Krogstad