Troms legeforening

Lokalforening

2014

Smørkassen av Erik Krogstad

En del av sakene fra Troms legeforenings tidligste arkiv omhandler klager og uenigheter medlemmene imellom som blir bragt inn til behandling i styret i Troms Amtslegeforening. Det som synes å gi mest temperatur er når man trår inn på enemerkene til hverandre og behandler andre legers pasienter.
3. oktober 2014
bs-Boxing-2609634-600x324

Sakene er over hundre år gamle og burde ikke ha noen injurierende kraft lenger.
Vi starter forsiktig med en sak fra Senja fra 1903 hvor klageren, distriktslæge Stjernholm, ikke får særlig medhold fra foreningen, men åpenbart mener at hans kollega, dr. Melhuus, har opptrådt ukollegialt i forbindelse med behandling av en av hans pasienter i hans fravær. I klagesaken er det vedlagt en rekke brev. Det første er fra distriktslege Stjernholm til dr Melhuus fordi sistnevnte har vært på sykebesøk hos hans pasient.

Sagen Stjernholm - Melhuus

Hr dr Melhus
Jeg ved ikke om de er medlem av Lægeforeningen eller ei. Det kan også være det samme da jeg ikke agter at rende til Lægeforeningen med min klage. Jeg vil kun sige denne at ved at lade dem hente til nabogårdene her synes for meg «er lite overenstemmende av de etiske Regler» og lite kollegialt.
Jeg kunde i allefall ikke gjøre det uden foregående konferere med dem. Jeg har 2 ganger før stiltiende fundet mig her i, men jeg har nu tænkt at give dem «a bit of my mind»

Holmen 15/5 -03 ærb
I.B. Stjernholm

Melhus returnerer brevet etter 3 uker ”med følgende Påtegning”:

Hr Distriktslæge Stjernholm
Jeg har læst overstående «kollegiale» Skrivelse (Ingen Datum)

Wilh. Melhus
Medlem av Lægeforeningen

Stjernholm skriver da til Legeforeningen:

Hr Sekretær

Efter 3 Ugers forløb ikke et ord stede, oppgjørelse eller undskyldning. Han måtte forbi der jeg bor for at komme til Pat, men jeg så intet til ham! Jeg har da behandlet 9 M f å 4 de.lige for giktfeber. Han var reconvalecent efter tilbakefall og var utolmodig. Diagnosen var dr Melhus bekjendt.

Da han undertegner sig medlem av Lægeforeningen er vel rimeligvis en Udfordring. d.v.s. og blåser i Lægeforeningen. « Klag de bare så meget de lyster»

Enhver «gentleman» vilde optræde hendsynsfuld + i et sådant tilfælde og enda større krav burde man kunne kunne stille til et medlem af samme Forening. Et lavmål af Disiplin må der være i enhver organisert Forening. Jeg har underrettet dr Melhus om denne oversendelse. Har han ikke Foreningens Statutter burde de tilstilles ham.

Gibostad 7/6 -3 I.B Stjernholm
Tromsø Amt Distriktslæge

Melhus har fått vite at han er innklaget, og skriver sin versjon til ”Formanden i Tromsø amtsudvalg”:

Til Formanden i Tromsø amtsudvalg
hr distriktslæge Holmboe

I anledning hr distriktslæge Stjernholms klage over mig, skal jeg herved paa anmodning tillade mig at sende hr. Formanden en udtalelse derav.

Med det sygebesøg jeg gjorde i hr. Stjernholms middelbare nærhed, forholder det sig saaledes: Vedkommende giktfeber patient var, efter skyldfolkets udsagn «pludselig blit meget daarligere og distriktslægen var bortreist og kom ikke tilbage paa 3-4 dage»  Jeg undslog mig først og sagde jeg ikke kunde gjøre meget ved gigtfeber end dr. J., men da de insisterde paa at faa mig med, fordi de mente der var «kommet meget til» - nogen mer beskjed herav kunde de ikke give – fandt jeg ikke godt at kunde negte at reise, naar da hr. Stjernholm skulde blive saa længe borte. Jeg kjender ikke til hvorvidt hr. S´s fravær blev saa langsigtig, men jeg fik samme besked af den syge som af skyldfolkene. Da denne patient  bodde saa nær hr S, havde jeg ikke reist til han , hvis hr S havde vært hjemme – tiltrods for en aftale som jeg straks skal avtale.

I sit brev til mig, som hr Stjernhom har videre sendt kopi af, og som jeg derfor ogsaa maa faa sige noget om, siger han at jeg to gange tidligere har gjort lignende sygebesøg. Dette er forsåvidt rigtigt, som hr. Stjernholm har vært hos disse patienter før mig, men disse bor slet ikke i den umiddelbare nærhed af hr. S, som førstnævnte patient. Og at hr. Stjernholm som han var enig med mig i,at vi under conference skulde kunde reise til en patient selv om den andre af os havde været der før. Hr. S fandt med mig at forholdene her omtrendt umuliggjorde anden ordning. Jeg bragte sagen paa bane netop for at høre distriktslægens mening, havde han udtalt ønske om en anden ordning, var jeg gjerne gaaet med paa det, hovedsagen for meg var, at vi var enige. Og jeg kunde ikke forstaa andet. Hr Stjernholm gjorde intet forbehold af nogen art.

Jeg har ogsaa talt med hr. S efter disse 2 besøg, han næmte heller ikke da, at han hadde noget imod dem. Tvertimod erklærte han at han reiste naar han ble tilkaldt. Heller ikke da noe forbehold.

Jeg tror ved denne min redegjørelse at have godtgjort, at hr. Stjernholms klage av mig er helt ubegrundet.

Da indsendelsen af klagen til lægeforeningen vesentlig synes begrundet i at jeg ingen redegjørelse og undskyldning har givet hr Stjernholm til jeg udtale min beklagelse over, at hr. S ikke sendte mig en ialfald ingen pyntelig anledning derav. Jeg vilde da med glede sendt han en redegjørelse. Nogen undskyldning finder jeg ikke spor av grund til. I stedet sender han mig et brev hvori han truer mig med lægeforeningen og udenvidere tildeler mig en correx i en slig form, at jeg ikke fandt at kunne svare han uden med en kontant afvisning.

Selvfølgelig har jeg med mit svar ment at jeg - i tilfelde klage – var villig til at redegjøre for mig for lægeforeningen. At hr. Stjernholm kan se en «udfordring» synes jeg er svært rart.

Hvad hr. Stjernholm forøvrigt anfører i sin skrivelse til sekretariatet kaj jeg efter det oplyste trygt lade ligge.

Maalsand 21/6 -03
Ærbødigst
Wilh. Melhuus
priv. prakt. læge

Klagebehandlingen i Legeforeningen resulterer i følgende skriv:

Skriv til Tromsø amtsutvalg fra Den norske lægeforenings sekreteriat datert Kristiania 27-7-1903
Journ.nr. 1080, kopi nr. 1008/03

Medfølgende korrspondance angaaende en klage fra hr distriktslæge Stjernholm over hr dr. Melhuus tilkjend udvalgets kjendelse remittsco herved ord udvalg som secretariatet uvedkomende, efterat sagen i henhold til de «kolleg. Beskyldningers» §12 er forelagt udvalget. Kun hvis kjendelsen appeleres, skal sagen innsendes hertil.

Samtidig blot en enkelt bemerkning om sagens realitet. Da dr M´s erklæring af 21d juni sees at Skriv mot det af dr S i hans klage anførte vilde det vel være heldigst at denne M´s beretning først være oversendt til Stjernholm før utvalget afgjorde sin kjendelse.

Med hilsen
ærbødigst
Ro Hanssen